I en ny analyse kigger en af Danmarks førendende økonomer, Jesper Rangvid, nærmere på årsagen til den store stigning i inflationen i 2022. Blandt andet forholdet mellem pengeudbud og inflation, en økonomisk gåde der har vakt fornyet interesse, vendes. Jesper Rangvid dykker ned i den monetære teori og dens relevans i nutidens økonomiske landskab, især set i lyset af den nylige inflationskrise.
Key takeaways:
Her er de væsentligste pointer fra Jesper Rangvids analyse om pengeudbud og inflation:
- Inflation som monetært fænomen: Rangvid genbesøger Milton Friedmans berømte udsagn om, at inflation altid og overalt er et monetært fænomen, hvilket leder til en dybdegående undersøgelse af kvantitetsteorien om penge.
- Stærk korrelationEt matematisk udtryk for, hvor meget to værdipapirer svinge... læs mere i nyere data: Under og efter pandemien viser data fra USA en markant korrelation mellem en massiv stigning i pengeudbuddet (M2) og efterfølgende høj inflation. Dette mønster støtter den monetære teori om, at stigninger i pengeudbuddet kan forårsage inflation.
- Europæisk sammenligning: Lignende mønstre ses i Europa, hvilket indikerer, at dette ikke kun var et amerikansk fænomen, selvom effekterne var mere ekstreme i USA.
- Historisk perspektiv og inkonsistens: Langtidshistoriske data viser, at sådanne korrelationer mellem pengeudbud og inflation ikke altid er tydelige eller konsekvente. Før pandemien var der næsten ingen korrelation, hvilket havde ført mange økonomer til at afvise den monetære teori.
- Forventning om deflation: Teoretisk bør en kraftig nedgang i pengeudbuddet føre til deflation. Men selvom pengeudbuddet for nylig er faldet historisk meget, har det endnu ikke medført den forventede svære deflation, hvilket rejser tvivl om teoriens fulde anvendelighed.
- Økonomisk styring og policy implikationer: Rangvid understreger behovet for fortsat at overvåge sammenhængen mellem pengeudbud og inflation, da den seneste krise viser potentialet i monetære indikatorer til at forudsige og muligvis styre inflationsniveauer.
Pengeudbud og inflationskatastrofen
Artiklen starter med at stille det afgørende spørgsmål: Hvad forårsagede den seneste inflationskatastrofe? Listen over mulige årsager er lang og inkluderer både udbudschocks, ekspansiv finanspolitik og ikke mindst en massiv stigning i pengeudbuddet. Det er netop pengeudbuddets rolle, som Rangvid ønsker at udforske yderligere, inspireret af Milton Friedmans berømte udsagn om, at inflation altid og overalt er et monetært fænomen.
Monetarismens grundlæggende principper
Kernen i monetarismen, som Rangvid uddyber, er den såkaldte kvantitetsteori om penge (M ∙ v = P ∙ Y). Her er M det samlede pengeudbud i økonomien, v er pengenes omløbshastighed, P er prisniveauet, og Y er den reelle økonomiske aktivitet. Ifølge denne teori vil enhver ændring i M direkte påvirke P, hvis v og Y er konstante. Dette lægger grunden for argumentet om, at stigninger i pengeudbuddet kan føre til tilsvarende stigninger i prisniveauet, og dermed inflation.
Nyere beviser og USA’s situation
Rangvid præsenterer overbevisende data, der viser en markant korrelation mellem stigningen i det amerikanske pengeudbud (M2) og efterfølgende inflation. Under pandemien voksede pengeudbuddet i USA med den hurtigste rate siden Anden Verdenskrig, hvilket blev efterfulgt af en skarp inflationsspiral, den højeste siden 1970’erne. Da væksten i pengeudbuddet faldt, faldt inflationen også snart efter.
Europæisk sammenligning og langtidsperspektiver
Lignende mønstre blev observeret i Europa, om end med lidt forsinkelse og mindre ekstreme udsving sammenlignet med USA. Rangvid argumenterer for, at mens der er en stærk korrelation i den nylige inflationsperiode, viser historiske data fra 1960’erne og frem, at der normalt ikke er en så klar sammenhæng mellem pengeudbudsvækst og inflation.
Udfordringen med teorien
En central udfordring ved den monetære teori er dens evne til at forudsige inflation konsekvent. Ifølge teorien skulle en kraftig nedgang i pengeudbuddet føre til deflation, men dette har ikke været tilfældet. Faktisk forventes alvorlig deflation i de kommende måneder på grund af den nylige historiske indskrænkning i pengeudbuddet, en situation Rangvid er meget skeptisk overfor.
Konklusion og perspektiv
Selvom den monetære teori har vist sig stærk under den seneste inflationsopblussen, mener Rangvid, at høj pengeudbudsvækst ikke alene kan forklare inflation. Det er de bagvedliggende årsager til denne vækst—som ekspansiv politik og øgede forsigtighedsbesparelser—der også skal tages i betragtning. Han understreger, at mens nogle tidligere centralbankfolk kritiserer nutidige beslutningstagere for ikke at have fokuseret nok på pengeudbudsvæksten, er han usikker på, om det virkelig er den primære forklaring på inflationen.
Artiklen efterlader os med en dybere forståelse af de komplekse dynamikker mellem pengeudbud og inflation, og understreger vigtigheden af at fortsætte med at undersøge disse forbindelser i fremtidens økonomiske styring.
Du kan læse Jesper Rangvids analyse her.
